Klubnyheder

Hillerøds 3 Østdanske Ungdomsmestre

17. januar 2022, 21.23

Bordtennis Danmark afviklede i weekenden de Østdanske Mesterskaber for Ungdom hvor 11 HGI Hillerød Bordtennisklub ungdomsspillere gav den gas. 

 
Taastrup hallerne var rammen om mesterskaberne i weekenden 15. - 16. januar, og de mange haller osede af forventninger og god stemning fra vores mange spilleres side. En del spillere var med til et større mesterskab for første gang, mens andre havde deltaget et utal af gange i ØM. Alle havde masser af blod på tanden for at få nye oplevelser, og alle kom med garanti hjem med værdifuld kamperfaring. Det er ved disse stævner at alt det der i dagligdagen trænes skal vise hvor spilleren står, og i hvilken retning der skal arbejdes videre hjemme i træningslokalet. 
 
Hillerød var repræsenteret ved: 

Victor Gilberg, Mikkel Wilken, Anton Seerup, Magnus Lophaven, Alexander Gammelbo, Nurudin Shah, Salahudin Shah, Mikkel Holm, Emil Thais Christesen, Nicolaj Cheng og Mathias Wittrock. 
 
Michelle Als Christiansen var mødt op som coach, og gjorde alt hvad hun kunne for at hjælpe spillerne på vej hvilket vi her vil viderebringe stor ros til Michelle for. 
Samtidig har Michelle bidraget med flere af de fine billeder som I kan se her i klubnyheden, tusind tak for det. 
 
UDVALGTE UNGDOMSRESULTATER: 
 
ØSTDANSKE MESTRE 
Nicolaj Cheng – Drenge D 

Emil Thais Christesen/Nicolaj Cheng – Drenge D Double 
Magnus Lophaven – Junior C 
 
BRONZE 
Magnus Lophaven/Anton Seerup – Junior B Double 
Anton Seerup – Junior C 
 
KVARTFINALE 
Mikkel Holm – Yngre Drenge C 


Nicolaj Cheng imponerede alle ved at spille sig ubesejret igennem sin Drenge D række, såvel i single som i double sammen med Emil Thais Christesen. Således kan Nicolaj, og Emil, kalde sig Østdanske Mestre – stort tillykke med det! 
 
Også Magnus Lophaven gik rent igennem da han sikkert vandt Junior C rækken. Skæbnen/lodtrækningen ville desværre, at Anton Seerup mødte Magnus i semifinalen hvilket henviste ham til en 3. plads. Anton gav dog Magnus kamp til stregen i fem sæt. I puljen spillede Mikkel Wilken også godt og besejrede Anton, men Mikkel måtte desværre undvære slutspillet. 
 
Mikkel Holm spillede sig fornemt videre til cupturneringen i Yngre Drenge C med sejre i puljen, men måtte se sig overvundet i kvartfinalen af den senere finalist Nicholas Haagensen fra Amager. I samme række var marginalerne desværre imod Emil Thais Christesen, hvor en diskuteret ombold desværre endte med at blive afgørende for Emils videre deltagelse. Ærgerligt når sæt/kampe afgøres på denne måde. Til gengæld brillerede Emil sammen med Nicolaj Cheng i Drenge D rækken, hvor de ikke tabte en kamp på vej mod deres Østdanske Mesterskab – fornemt! 
 
Hos de yngste i Puslinge D vandt både Victor Gilberg og Nurudin Shah begge puljekampe, og vigtige erfaringspoint, som nok skal komme dem til gavn ved fremtidige stævner. 
I Yngre Drenge D spillede Alexander Gammelbo sig flot videre til cupturneringens 1/16-del. 


 
Et stort tillykke med resultaterne til jer alle!

En kæmpe tak skal lyde til alle jer der har kommenteret, og uploadet fotos i vores FACEBOOKTRÅD, uden jer ville det ikke være muligt at lave denne slags klubnyheder.
 
 
ALLE RESULTATER ØM UNGDOM 

HAR DU KLUBTØJ NOK TIL STÆVNERNE - ELLERS LÆS MED HER

KOMMENDE STÆVNER:

22. - 23/1-22 KIDS MASTERS HILLERØD - Kids Masters er for alle årgang 2009-2012 spillere (ca. rating 800+) der har deltaget i holdturnering eller et stævne. 
LÆS meget mere i klubnyheden HER.

Tilmeld dig via Bordtennisportalen senest i morgen tirsdag den 18/1 kl. 23.59 HER.


22/1-22 POINTSTÆVNE EVENT 3 - Allerede på lørdag kan alle nye og nyere ungdomsspillere komme til Lillerød Hallerne hvor der spilles Pointstævne. 
LÆS meget mere om Pointstævnerne HER.
Tilmeld dig via Kalender-Aktiviteten på Holdsport senest på fredag 21/1 kl. 18.00. 

5.- 6/2-22 ROSKILDE CUP - mini KLUBTUR (u/overnatning) med ungdomsfokus på Blok 1 lørdag.
Her vil alle klubbens spillere unge som ældre, på alle niveauer fra let øvede til elite kunne være med til nogle hyggelige dage i Roskilde Kongrescenter. Her er det sociale igen vigtigt samtidig med, at der skal spilles en masse gode kampe.
FÅ ALLE LINKS i klubbens Excel ark HER.
Tilmeld dig via Bordtennisportalen senest på søndag 23/1 kl. 23.59 HER.
 
 
AF: Louis de Voss 

Klubnyheder