KEGLETURNERING I NYE OMGIVELSER

Den første turnering afholdte vi i vinteren 1991 på Åtoften, og det har vi så trofast gjort gennem alle årene med en vinter- og en efterårsturnering, så vi nu har afviklet kegleturne-ring i alt 32 gange. Men denne gang var det alligevel noget nyt, – for vi havde skiftet hjemmebane. Det var med lidt bange anelser, at vi skulle væk fra den gamle utætte, men hyggelige hal, men det viste sig, at vores nye facilitetter også var perfekte til afvikling af kegleturneringer.

Der var flere årsager til vores bekymringer, bl.a. om gulvet kunne klare den hårde belastning, og hvad med rygning, var det muligt at tage hyggen med, o.sv. Alle bekymringerne viste sig heldigvis at være ubegrundede, og fra alle sider var der kun lovord om det nye sted. En af de helt positive ting var lyden, for nu kunne man tale sammen mens kuglerne væltede keglerne.

Find altid invitation til kegleturneringen på http://hgibordtennis.dk/kegleturnering.

På grund af forskellige omstændigheder havde vi måtte flytte datoen for afviklingen, og om det var årsagen til at tilmeldingen var lidt ringere end tidligere, er ikke til at vide, men til årets udgave, som igen var sponsoreret af arkitektfirmaet III x SKAK, var tilmeldt 48 hold, der var inddelt i 8 puljer. De 6 puljer spillede deres kampe om fradagen d. 6. oktober, mens de sidste 2 puljer blev afviklet om søndagen inden finalerunderne. Fra de indledende kampe gik følgende hold videre:

Pulje 1 Fritz Hansen A/S 672 point Pulje 2 Peter Maler 1 782 point

Pulje 3 Vagn Sundgaard 958 point Pulje 4 Lokalbanden 2 810 point

Pulje 5 Frede Munkholm782 point Pulje 6 Frederiksb.C. 882 point

Pulje 7 Slangerupg. 29 836 point Pulje 8 Smidstrup Brol.818 point

Desuden gik de 4 taberhold der havde scoret flest point videre:

Højeste taberscore: Peter Maler 2 798 point

Nr. 2 Nielsen Blik & Rør 794 point

Nr. 3 Frederiksborg VVS 786 point

Nr. 4 Fritz Hansen A/S 1 762 point

Disse hold blev inddelt i 4 mellemrunde puljer, hvor vinderne så var i præmierækken. De 4 vindere blev:

Frede Munkholm (398 point) og Vagn Sundgaard (390 point), der mødtes i den ene semifinale, hvor sidstnævnte vandt og dermed var klar til finalen.

Smidstrup Brolægning (342 point) og FrederiksborgCentret (340 point), der mødtes i den anden semifinale, hvor førstnævnte vandt og dermed var klar til finalen.

Inden finalen skulle kampen om tredjepladsen afgøres, og den stod mellem Frede Munkholms hold og det lokale hold fra FrederiksborgCentret.

Kampen bød ikke på den store spænding, da første spiller fra Fr.b.C. ikke scorede et eneste point med hans 6 kugler, hvorimod Fredes spillere var meget stabile og scorede h.h.v. 78-, 60- og 66 point. Resultatet blev at Fredes hold blev nr. 3 med en score på 204 point imod Fr.b.C. 140 point.

Så manglede kun finalen, som blev afviklet som en dobbeltrunde, mellem nogle gamle kendinge, nemlig murermester Vagn Sundgaard og Smidstrup Brolægning.

Vagns hold lagde blødt ud og det benyttede brolæggerne sig af, men efter første runde havde murerne igen fået samlet sig og var kommet i spidsen med 168 point imod brolæggernes 146 point. Denne tendens fortsatte også i anden halvdel, hvor de støt øgede forspringet, så spændingen gik mere og mere ud af kampen. Det endelige resultat blev, at Vagn Sundgaards hold blev en sikker vinder af sensommer kegleturneringen med en samlet score på 396 point imod 286 til taberne.

For lige at runde kegleturneringen af, blev der ud over holdturneringen, også kæmpet om individuelle hæder til den spiller, der med 6 kugler kunne score flest point. Om fredagen vandt Martin fra Vagn Sundgaard en flaske Gl. Dansk med en score på 112 point, og om søndagen blev højeste score opnået af Jørgen Munkholm med 104.

Vi havde hermed fået afviklet den første kegleturnering på vores nye spillested, og det var gået over al forventning, da alt stort set fungerede perfekt.

Vi havde naturligvis de sædvanlige problemer med at keglerejserne ikke mødte op i stort nok antal, men det arbejder vi videre på til næste. Ved dette arrangement var der mange ting og forhold, som skulle gribes an på en ny måde, f.eks. skulle maden, som er en meget vigtigt del af det hele, købes i hallen, og det samme var tilfældet for indkøb af drikkevarer. Vi frygtede lidt for vores overskud og muligheder, men det viste sig at være helt ubegrundet, og der skal lyde en stor ros til køkkenet i FrederiksborgCentret, for maden var meget lækker og så snart vi manglede noget sprang de straks hjælpende til. Med denne nye ordning sparede vi oven i købet mandskab.

Vi ser nu med stor sindsro frem til næste kegleturnering, som vi afvikler i februar eller marts måned 2007

Af Bent Tusse Schultz

Jeg vil håbe at ovennævnte helt klart viser hvor nødvendigt det er, at alle medlemmer hjælper til når vi kalder til kegleturnering, for det er en væsentlig del af jeres kontingent.

Hvis vi ikke får afviklet denne sidste kegleturnering med alles hjælp, vil kontingentet for hvert medlem nemlig skulle stige med mindst 400 kr.

Af Bent Tusse Schultz

Print Friendly, PDF & Email

You may also like...