Fire friske fyre på Bornholm

Puslinge Top12 2017 vinder Dominykas Samuolis med cheftræner Ola Lindberg - HGI Hillerød Bordtennisklub
I den forløbne weekend skulle slaget om det uofficielle Puslinge Top12, samt de sidste kvalifikationspladser til Ungdoms Top12, stå i Aakirkeby på Bornholm, og som altid var HGI Hillerød Bordtennisklub med til at skabe spænding!
Vi var så heldige at have Spillerudvalg Ungdoms udsendte skribent Lotte Beck på solskinsøen, hvorfra vi har modtaget denne meget fine beretning. Tusind tak til Lotte for at dele dette, læs med herunder.

“Fire friske fyre tog den lange vej til Bornholm for at deltage i Puslinge Top 12 og kvalifikation til Top 12 i rækkerne Yngre Drenge og Drenge. Felipe Matarese og William F. Beck skulle kæmpe om de fire eftertragtede pladser til Top 12 i Drenge rækken, mens Albert Wolfsberg kæmpede for en plads til Yngre Drenge Top 12. Dominykas Samoulis var første-seeded i den uofficielle Top 12-række for Puslinge, som blev afviklet samtidigt.

Fredag kl. 16:30 var Bornholmerfærgen fra Ystad proppet, og en del af passagererne var bordtennisspillere med følge. Vi nåede frem i novemberaftenens mørke, og om aftenen fik spillerne prøvet hallen af i Åkirkeby. Det viste sig at være en rigtig god hal med god plads omkring bordene.

Kvalifikationsturneringen til Top 12 afvikles som det officielle Top 12 med 6 kampe på den første dag og 5 på den anden. Alle kampe er skemalagte, så der er ingen slinger i valsen, og alle ved hvornår og hvor, de skal spille næste kamp. Det er også en meget hård turnering, da man møder 11 gode spillere, så der er ofte meget lange, meget tætte og gode kampe. Ligeledes er der også tit overraskende kampe, hvor spillerne taber eller vinder kampe, som de ellers ikke vil gøre.

Dominykas var suveræn

Lørdag morgen var alle klar til start, og Puslinge- og Yngre Drenge-rækkerne var på først. Dominykas skuffede på ingen måde, og gik igennem hele stævnet uden at tabe et sæt. Desværre var det ikke det stærkeste felt, som var mødt frem, idet flere af de gode Puslinge spillere fra Jylland havde valgt at tage til Jysk Top 8 i stedet for at drage den lange vej til Bornholm, men Dominykas spillede så absolut op til sin seedning. Han spillede helt suverænt og vandt fuldt fortjent det uofficielle Puslinge Top12.

Albert overraskede

Både lørdag og søndag lagde Albert ud med at tabe en kamp, men ellers vandt han alle de andre kampe, hvor han spillede rigtigt godt og sikkert. Han kæmpede bravt og stolede på sit spil, og det gav ham en velfortjent plads blandt de fire første. Han sikrede sig således en plads til Yngre Drenge Top 12.

Felipes gode søndag gav pote

Spillere fra samme klub møder så vidt muligt hinanden allerførst, så William og Felipe lagde ud i en meget tæt fem-sæts kamp mod hinanden lørdag morgen. William trak det længste strå, og lørdagen sluttede med 4 tabte og 1 vundet kamp for Felipe i en meget tæt Drenge-række. Søndagen var dog en del bedre, og Felipe vandt 4 og tabte kun 1 kamp på anden dagen. Alt i alt kom Felipe på en 6. plads og er således 2. reserve til Drenge Top 12.

William fuld af selvtillid

Med 3 vundne og 3 tabte kampe om lørdagen, skulle William vinde alle sine kampe søndag for at nærme sig de fire første pladser. Det så ud til at være en svær opgave, men han fandt selvtillid og sit allerbedste spil frem, og vandt alle sine kampe i virkelige fin stil. Med 8 vundne og 3 tabte delte han skæbne med to andre spillere, og William endte på en 5. plads på grund af indbyrdes kampe. Dermed er han 1. reserve til Top 12.

Bordtennis Danmark ramt af søsyge

Det blev ikke til meget sightseeing på det smukke Bornholm, da både morgener og aftener var mørke, og søndagen var også præget af en del blæst. Det fik Bordtennis Danmark at føle på færgen fra Rønne til Ystad kl. 18:30.  Den ene spiller og træner efter den anden lå med hovederne hen over bordene, var dårlige og måtte finde poserne frem… Det gyngede helt forfærdeligt. Selv en enkelt svensk træner (ingen navne nævnt) mistede appetitten og blev en smule bleg undervejs.

Bortset fra den sidste færgetur, var det en fantastisk god tur og et godt stævne for alle HGIere. Tusinde tak til Ola og Mads for super god coaching og godt selskab.

 

BBTU’s 70 års Jubilæum med opvisningskamp

Vi kan kun rose og takke BBTU for et mega godt arrangement med gode forhold hvor alt kørte på skinner, og samtidig ønske stort tillykke med 70 års jubilæet.

Jubilæet blev fejret med en super opvisningskamp lørdag aften hvor Allan Bentsen brillerede sammen med franskmanden Ibrahima Diaw. Allan vandt kampen 3-1 og der var mange sjove, lange bolde, og masser af skru rundt om nettet. På et tidspunkt hoppede Allan over banden hvilket forvirrede Iba, så Allan vandt bolden.”

LINKS til flere oplysninger

TV2 Bornholm var på pletten så du kan se et lille klip fra opvisningskampen HER

DBTU har lavet en fin omtale med bl.a. Dominykas sejr som kan ses HER

De 72 spillere (incl. 6 og 2 reserver fra HGI) der er kvalificeret til ungdoms Top 12 i Brøndby den 27.-28. januar 2018 kan ses hos DBTU HER

Se alle resultater fra Kval. Top 12 HER


Ud over til Lotte skal også rettes en stor tak til forældregruppen, heriblandt Gelmina Samuoliene og Peter Wolfsberg, for det fremragende billedemateriale, uden dette vil indlæg som dette ikke være muligt!

Vi glæder os allerede til januar – #ViVilVinde Top12

AF: Lotte Beck / Louis de Voss.

 

Print Friendly, PDF & Email

You may also like...