HGI hold indtog Østrig i Påsken

Linz Austria 2018 - HGI Hillerød Bordtennisklub - Denmark

Den årlige Påsketurnering i Linz, Østrig er en god test for klubbens unge talenter hvorfor en række af vore HGI Hillerød Bordtennisklub spillere havde slået sig sammen med spillere fra andre klubber, og dannet spændende hold.

Peter Carstensen (Carl’s far) var med på første parket, og har skrevet denne evaluering af turen:

“Det var i år den 18. udgave af Linz Austria Raiffeisen Youth Championships, med deltagelse af over 400 spillere fra 17 forskellige nationer. En veltilrettelagt og gennemført turnering afviklet på imponerende 63 borde i samme hal – et virkeligt imponerende syn.

18 th Linz Austria Raiffeisen Youth Championships 2018 - HGI Hillerød Bordtennisklub vandt holdturnering

Hovedturneringen ved stævnet er 2-mands holdturneringen – for HGI deltog i år, William Beck og Alexander Sønderby Hansen i Cadet, Carl Køngerskov og Viktor Oksfeldt (Viby BTK) i Youngercadet samt Dominykas Samuolis og Emil Sørensen (Trelleborg) ligeledes i Youngercadet.

Der er garanteret mange kampe til alle spillere og hold, da alle spiller frem til endelig placering i turneringen. I Youngercadet-rækken nåede alle 36 deltagende hold således at spille i alt 8 holdkampe bedst af 5.

Linz Austria 2018 - HGI Hillerød Bordtennisklub - Denmark

På forhånd var der taget beslutning om at alle HGI-kampe ville blive afviklet uden coach – altså skulle de 2 spillere på holdet støtte og hjælpe hinanden undervejs – tage ansvar for egen læring etc. Det fungerede rigtigt godt, og udefra var det tydeligt at der blev bakket tydeligt op både i single og i doublerne. Det har helt sikkert været en sund og lærerig oplevelse.
William og Alexander gik ubesejret frem til semifinalen i cadet-rækken, men løb ind i et tæt 3-1 nederlag, og tabte ligeledes placeringskampen om 3. pladsen med 3-0 til et godt fransk hold.

Det var Alexanders første kampe siden Sisu GP i oktober, og efter en lidt rusten start spillede Alexander

(og William) en god turnering, der lover godt for de kommende opgaver i den resterende del af sæsonen.
Dominykas, som stillede op i Minicadet (Puslinge) i single, spillede i holdturneringen Youngercadet (Yngre Drenge) sammen med makker Emil. Der var mange gode sejre og præstationer undervejs og Dominykas formåede at presse og slå mange af de op til 2 år ældre spillere – det lover rigtigt godt for fremtiden. I holdturneringen endte de som samlet nr. 22 ud af 36 hold.
Linz Austria - Dominykas Samuolis - HGI hillerød Bordtennisklub

Carl og Viktor stillede op i Youngercadet-rækken og kunne efter 8 sejre, i lige så mange kampe, stille sig øverst på sejrsskamlen og modtage pokalerne som vindere af turneringen – finalen blev vundet 3-0 over det portugisiske landshold. Se også indlægget HER.

Linz Austria No. 1 in Younger Cadet Boys Team - HGI Hillerød Bordtennisklub - Carl Køngerskov
Carl Køngerskov og Viktor Oksfeldt Bordtennis Linz 2018

I single stillede Alexander, William og Carl alle op i cadet-rækken, og Dominykas stillede op i minicadet.
Alle kvalificerede sig til A-slutspillet efter gruppesejre, men enten 1. eller 2. runde blev endestationen i cup-spillet i cadet-rækken.
I Minicadet nåede Dominykas kvartfinalen, men tabte her 0-3 til den senere vinder fra Portugal.
Afgang direkte efter sidste kamp tirsdag og hjemkomst til DK, efter en lang køretur, natten til onsdag – det er “hårdt” at være bordtennisspiller.

Turneringen viser at HGI´erne er godt med – men også at der er klare forbedringsmuligheder – nu er det hjem i træningslokalet og klø på, bl.a. sammen med cheftræner Ola Lindberg – og arbejde frem mod sæsonens afsluttende mål UDM i maj.”

Fra klubbens side skal lyde en stor tak til Peter for indlægget ovenfor, samt til Gelmina Samuoliene, Ester P Hansen og Peter for de mange Facebook opdateringer turneringen igennem.

Og vi vil da lige tilføje, at der naturligvis også var plads til den sædvanlige grad af social HGI hyggestemning på turen, sådan som vi tyder billedet her……

Linz Austria 2018 - HGI Hillerød Bordtennisklub

Se alle resultater fra Linz HER.
Turneringens hjemmeside findes HER.

AF: Peter Carstensen / Louis de Voss.

Print Friendly, PDF & Email

You may also like...